Eske Willerslev
Professor, dr. scient., 38 år
Fagområde
Biologi
Centrets navn
Center for GeoGenetik
Kort beskrivelse af centrets forskningsområde
Studier af genetikken fra fortidens planter og dyr (fossilt DNA) har i de sidste 10-15 år revolutioneret vores viden inden for arkæologi, palæontologi, økologi og klimatologi. Med Center for GeoGenetik ønsker vi at fastholde Danmarks internationale frontstatus inden for dette forskningsfelt. Centeret huser foruden genetikere en række nationale og internationale topforskere indenfor bioinformatik, arkæologi, palæontologi, glaciologi og geologi. Med dette multidisciplinære forskerhold ønsker centret at belyse en række internationalt kraftigt debatterede problemstillinger af bred forskningsmæssig interesse:
Indvandringen af de første mennesker til Amerika og Arktis – de sidste af jordens landområder, der blev befolkede. Hvornår kom menneskene, hvorfra kom de, og hvilke ruter benyttede de? Disse spørgsmål har været debatteret i mere end 100 år og er afgørende for vores forståelse af menneskets evolution, spredning og tilpasningsevner.
Forsvinden af de store istidsdyr såsom mammutten og det uldhårede næsehorn. Hvornår og hvorfor fandt denne masseekstinktion sted, som førte til, at mere end to-tredjedel af den nordlige halvkugles store pattedyr forsvandt. Var det menneskelig jagt, sygdomme eller klimaændringer? Spørgsmålene har været diskuteret i mere end 100 år og er blandt andet afgørende for vores forståelse af de biologiske konsekvenser af den globale opvarmning.
Hvad er effekterne af global opvarmning på den polare biologi og havisdække? Vi har kun information fra få årtiers monitering. Kan vi opnå ny langsigtet viden ved at gå tilbage i den geologiske record? Spørgsmålet er højaktuelt.
Fossilt DNA fra gamle sedimenter har revolutioneret vores mulighed for at se tilbage i fortidens økosystemer. Men hvor kommer dette DNA fra, og hvordan opfører det sig i sedimenterne? Spørgsmålene er fundamentale for fremtidige fortolkninger af fossile DNA-data.
Studier af fossilt DNA er ofte på forkant med udviklingen af nye molekylærbiologiske metoder. Dette er med til at fastholde feltets brede interesse. Ved at udvikle nye og udvide eksisterende molekylærbiologiske metoder kan vi fastholde Danmarks førende videnskabelige position.
De forskningsmæssige udfordringer
At besvare spørgsmål, der er forblevet ubesvarede trods årtiers intense videnskabelige indsats, er naturligvis ikke let. Succes kræver tværfaglig samarbejde på højt plan, at vi presser eksisterende teknikker til det yderste og løbende udvikler nye metoder. Dette kræver en smidig og dynamisk organisation, som er i stand til at støtte de forskningsmæssige tiltag.
Centrets langsigtede perspektiver
Vores ambitiøse vision er at sætte Danmark på verdenskortet som den nation, der løste nogle af videnskabens mest omdiskuterede problemstillinger. Samtidig tror vi på, at metodeudviklingen i centeret - som beskæftiger sig med molekylært at finde den berømte nål i høstakken - kan få afgørende betydning inden for anden grundforskning og anvendt forskning for eksempel deduktion af ukendte patogener og forståelse af sygdomsudvikling.
Fødested, gymnasium og bopælskommune
Født i Gentofte, student fra Ordrup Gymnasium og bopæl i Københavns Kommune.
________________
Kontaktoplysninger
Eske Willerslev. Telefon: 3531 1309, 2875 1309; e-mail:
Størrelse af bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond
50.000.000 kr.




