Carsten Rahbek
Professor og centerleder, 44 år
Fagområde
Hvad bestemmer fordelingen af liv på jorden – hvad er naturens grundlove?
Emnet belyses ud fra tværfaglig forskning inden for makroøkologi, biologisk oceanografi, historisk biogeografi, evolutionsbiologi, økologi, populationsbiologi, biodiversitet, biologiske konsekvenser af klimaforandringer, conservation biologi og miljøøkonomi.
Centrets navn
Center for Makroøkologi, Evolution og Klima
Kort beskrivelse af centrets forskningsområde
Formålet med den nye forskning på Center for Makroøkologi, Evolution og Klima er at finde naturens grundlove for, hvad der bestemmer fordelingen af liv på jorden. Forskningen fokuserer på dyr og planter og deres interaktion med geofysiske og klimatiske faktorer. Forskerne vil gennem anvendelse af nogle af verdens største databaser over arters udbredelser, de nyeste teknikker inden for GIS (”Geographical Information Systems”) og bioinformatiske redskaber, kombineret med en hel ny type af statistiske simuleringsmodeller udviklet af forskerne bag centeret, forsøge at identificere detaljerne i de geografiske mønstre for fordeling af liv på jorden og afdække de mekanismer (naturlove), som forårsager disse.
Centeret er desuden nyskabende ved at sammenføre forskere fra alle de forskellige hovedområder af den del af biologien, som fokuserer på organismer: fra havforskere til specialister i tropiske bjergskove; fra planktonforskere og fiskepopulationsforskere til entomologer og ornitologer; og fra biologer til miljøøkonomer. Alle arbejdende på den samme overordnede problemstilling: at afdække naturens love for, hvad der bestemmer diversitet på jorden.
De forskningsmæssige udfordringer
En grundlæggende forståelse af, hvad der bestemmer fordelingen af liv på jorden, herunder en forståelse af klimaets betydning, er en spændende, nærmest ultimativ udfordring i sig selv. Det er også en forudsætning for at forstå, hvilke konsekvenser storskala-miljø- og klimaforandringer vil – kan – få for livet fremover: Én forudsætning for en langsigtet, fornuftig forvaltning af Danmarks, Europas, jordens ressourcer. Tidsskriftet Science har udnævnt ”hvad bestemmer diversitet” til et af fremtidens 25 vigtigste forskningsområder, hvor vi kan forvente at finde svarene inden for de nærmeste årtier. Forskningsområdet rummer dog den ultimative udfordring i og med, at vi kun har én jord med én historie. Det vil sige – en ”sampling”-størrelse på én. Ydermere forandrer eventuelle funktioner, som kunne beskrive ”naturens grundlove”, sig over tid som en konsekvens af biologisk evolution. Fysiske love er simple sammenlignet med de komplekse biologiske.
Centrets langsigtede perspektiver
At bidrage til at besvare ”The Holy Grail”-spørgsmål i biologien siden von Humboldt, Wallace og Darwin for 150 år siden udførte deres skelsættende naturhistoriske udforskning af verden: hvad bestemmer fordelingen af liv på jorden?
Denne basale viden er desuden af stor samfundsmæssig relevans. Verdens seks milliarder menneskers forbrug af naturens ressourcer og plads har ført til tab af levesteder med masseuddøen af arter og tab af økosystemydelser til følge. Globale klimaændringer medfører nye forandringer og forstærker de negative effekter af andre faktorer. Centeret vil frembringe den viden, der er forudsætningen for en data- og vidensbaseret håndtering af den igangværende biodiversitetskrise (masseuddøen af arter) og tab af økosystemydelser samt for at kunne forudsige (og afhjælpe) eventuelle negative effekter af klimaforandringer.
Fødested, gymnasium og bopælskommune
Født i Gentofte, student fra Herlev Gymnasium og bopæl i Københavns Kommune.
________________
Kontaktoplysninger
Carsten Rahbek. Telefon: 3532 1030 (arbejde), 3879 4860 (privat), 4096 3963 (mobil)
Størrelse af bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond
60.000.000 kr.




