Thomas Eiland Nielsen
Lektor, ph.d., 34 år
Fødested, gymnasium og bopælskommune
Fødested: Født d. 22/10 1974 på Rigshospitalet, København.
Gymnasium: Student 1993 fra Køge Gymnasium.
Bopælskommune: Gentofte Kommune.
Fagområde
Kemisk biologi, organisk kemi og epigenetik
Forskningsprojekt
Modulering af kromatin med små molekyler.
Kort beskrivelse af projektet
I vores celler er DNA tæt associeret med proteinkomplekser kaldet histoner, hvorved store mængder genetisk information effektivt lagres og reguleres. For at udtrykke gener skal DNA midlertidigt frigøres fra disse proteinkomplekser. I denne sammenhæng spiller visse aminosyrer i de såkaldte ”histon-haler” en afgørende rolle. Kemiske modifikationer af disse aminosyrer bliver konstant reguleret af en række enzymer, hvis identitet først er blevet fastslået for ganske nyligt. I forskellige typer af cancer er enkelte af disse enzymer overaktive, hvilket giver anledning til karakteristiske - også kaldet epigenetiske - mønstre af modificerede histon-haler og nedregulering af tumor-hæmmende gener. Målet med projektet er at syntetisere små organiske molekyler, som selektivt kan kontrollere aktiviteten af en særlig relevant klasse af enzymer kaldet JMJD histon demetylaser. På baggrund af enzymernes virkningsmekanismer vil forskellige strategier for rationelt design, kemisk syntese og biologisk evaluering blive fulgt med henblik på at finde nye inhibitorer. Sådanne inhibitorer er medicinsk relevante og vil give os en ny viden om epigenetiske mønstre i syge og raske celler.
De forskningsmæssige udfordringer og perspektiver
Der er store forskningsmæssige udfordringer forbundet med de valgte strategier for design, syntese og biologisk evaluering af projektets små molekyler. Projektet foreslår tre forskellige strategier for inhibering af JMJD histon demetylaser, men det er generelt meget vanskeligt at forudsige hvilke molekyler, som bedst kan regulere sygdomsrelevante proteiner. Projektet involverer et team af kemikere på DTU, som samarbejder med molekylærbiologer på BRIC omkring biologisk screening, og der ligger en stor udfordring i at lede et tværfagligt projekt til betydningsfulde og kohærente resultater.
Hvad er de langsigtede perspektiver?
Det ultimative mål for projektet er at fremstille et eller flere små organiske molekyler, som kan regulere aktiviteten af JMJD histon demetylaser. Til dato findes der ingen kendte selektive inhibitorer for denne type af enzymer. Histon demetylase inhibitorer har potentiale som fremtidens lægemidler, og projektet vil være med til at identificere de molekylære strukturer, som kan bruges til den videre lægemiddeludvikling.
Hvordan forholder projektet sig til områdets internationale udvikling?
Efter sekventeringen af det humane genom står “epigenetik” for alvor i rampelyset på den internationale biomedicinske forskningsscene. Epigenetik er studiet af de fænotyper, der nedarves uden ændringer af den underliggende DNA-sekvens. Epigenetiske mønstre har afgørende betydning for mange fundamentale biologiske processer og sygdomme. Dette har affødt en massiv interesse i akademiske forskningsmiljøer og den farmaceutiske industri for at finde små molekyler, der kan regulere disse mønstre.
Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?
Ideerne til forskningsprojektet udspringer af min tid som postdoc på Broad Institute of Harvard University and MIT, hvor jeg arbejdede sammen med et multidisciplinært team af verdens førende forskere indenfor kemisk biologi, organisk kemi og epigenetik.
Hvilke muligheder giver pengene fra Ung Eliteforskerprisen dig?
At modtage Ung Eliteforsker-prisen er for mig en stor personlig ære, og pengene giver mig unikke muligheder for at inddrage nationale og internationale samarbejdspartnere i projektet. Det bliver desuden muligt at deltage i møder, konferencer og kurser indenfor dette forskningsfelt rundt omkring i verden, uden at skulle bekymre sig om økonomiske forhold.
Lidt om mennesket bag forskeren
Privat bor jeg sammen med min hustru Christina og vores tre døtre (Anna, Ida og Signe) i Charlottenlund nord for København, tæt på skov og strand, men dog med byens tilbud indenfor rækkevidde. Min fritid bruger jeg på bøger, musik og løbetræning.
Fødested, gymnasium og bopælskommune
Født i København, student fra Køge Gymnasium og bopæl i Gentofte Kommune.
Forskningsrådets begrundelse for tildeling af prisen
Thomas Eiland Nielsen er 34 år og erhvervede i 2002 sin ph.d.-grad i organisk kemi fra Danmarks Tekniske Universitet. Siden har han gennemført udlandsophold på Harvard University og Massachusetts Institute of Technology (MIT) som en del af sit postdoc-projekt. Thomas Eiland Nielsens forskning fokuserer på at tilvejebringe en dybere forståelse af biomedicinske fænomener gennem systematisk brug af små molekyler, og hans forskningsindsats er allerede blevet hædret gennem tildeling af en række vigtige internationale priser. Fra Forskningsrådet for Teknologi og Produktion har Thomas Eiland Nielsen i efteråret 2008 modtaget støtte til forskningsprojektet ” Design, syntese og biologisk evaluering af histon demetylase inhibitorer”, der bygger på de opnåede erfaringer fra opholdet på Harvard. Rådet finder, at Thomas Eiland Nielsen er en meget lovende og kompetent forsker, som allerede har opnået markante resulter.
Yderligere oplysninger om projektet
Thomas Eiland Nielsen. Telefon: 4525 2134 (arbejde), 3024 5027 (mobil); e-mail: eller
Yderligere oplysninger om baggrunden for prisen
Formand for Forskningsrådet for Teknik og Produktion, professor Marcel A.J. Somers. Telefon: 4525 2250, e-mail:
Forskningsprojektets videnskabelige titel
Design, syntese og biologisk evaluering af histon demetylase inhibitorer.
Bevilling fra Forskningsrådet for Teknik og Produktion
5.400.000 kr.
Ansættelsessted
Danmarks Tekniske Universitet
Forskningsprojektet udføres på
Danmarks Tekniske Universitet, Institut for Kemi




