Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Sekundær menu

Niels Mailand

Kortlægning af nye molekylære signaleringsveje i forsvarssystemet mod DNA-skader

NIELS MAILAND

Niels Mailand, Kræftens Bekæmpelse

Fagområde

Molekylær kræft- og cellebiologi

Kort beskrivelse af projektet

At bevare DNA intakt er en konstant udfordring for alle celler. En svækkelse af kontrollen hermed kan føre til opståelse af mutationer, der i værste fald kan medvirke til udvikling af livstruende sygdomme, såsom kræft. Vores celler udsættes konstant for skader på DNA og besidder derfor et overvågningssystem, kaldet DNA-skaderesponset, der sætter et alarmberedskab i gang, når en DNA-skade opdages. Dette respons stimulerer reparationen af DNA og stopper cellens vækst, indtil skaden er udbedret. På det molekylære plan består responset af en række signaleringsveje, der kan påvirke aktiviteten af talrige reguleringsproteiner for dermed at opnå det ønskede respons. Nyere forskning har påvist, at regulering af proteiner via modifikation med en eller flere enheder af molekylet ’ubiquitin’ spiller en udbredt rolle i DNA-skaderesponset. Dette projekt stiler mod at kortlægge nye ubiquitin-signaleringsveje i DNA-skaderesponset, og resultaterne fra sådanne studier forventes at bidrage til en bedre forståelse af, hvorledes celler opretholder genom-stabilitet, hvilket på længere sigt kan medvirke til udvikling af mere målrettet terapi mod sygdomme, som relaterer til denne proces, heriblandt kræft.

De forskningsmæssige udfordringer og perspektiver

En af de store udfordringer er at designe og implementere nye metoder og screens, der kan føre til identifikation af nye komponenter i DNA-skaderesponset og dermed give bedre indsigt i opbygningen og reguleringen af dette system generelt. Desuden er en ikke helt uanselig udfordring at komme først med de nye opdagelser, da der er en enorm konkurrence på området!

Hvad er de langsigtede perspektiver?

En mere præcis kortlægning af den molekylære opbygning af DNA-skaderesponset, som vil kunne give ny og vigtig indsigt i, hvordan vores celler beskytter sig mod mutationer og andre former for genom-instabilitet og dermed forhindrer opståelsen af livstruende sygdomme såsom kræft, for tidlig aldring, mv.

Hvordan forholder projektet sig til områdets internationale udvikling?

Internationalt er min gruppe med helt fremme i udforskningen af DNA-skaderesponset i mennesker og pattedyr, og vi samarbejder med en række andre grupper i Europa og USA på projekter inden for området. I de seneste år har min forskning været med til at gøre det klart, at ubiquitin-signalering spiller en meget udbredt rolle i cellernes evne til at forsvare sig mod ændringer i DNA og dermed opretholde genom-stabilitet, og jeg håber derfor, at dette projekt kan bidrage til en bedre forståelse af, hvordan denne regulering udøves på det molekylære plan.

Hvordan vil du anvende Det Frie Forskningsråds Ung Eliteforskerpris?

Prisen giver mig bl.a. mulighed for at deltage i flere internationale konferencer, hvilket er en vigtig forudsætning for at holde sig opdateret med ny viden og at etablere kontakter til andre forskere inden for området.

Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?

Mine ph.d.-studier lagde grundstenen til min interesse for DNA-skaderesponset, da jeg – lidt tilfældigt – gjorde nogle opdagelser, der flyttede mit hovedfokus over på dette område. Og dér har det været siden.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er gift med Marie Louise, som er sociolog, og sammen har vi en dejlig dreng, Asmus, på 2 år. Jeg prioriterer familien og fritiden højt og anser det for en vigtig modpol til arbejdet – at få tankerne væk fra forskningen dagligt er med til at give mig ’friske øjne’ på og nye idéer til projekterne. Familien ’stjæler’ selvfølgelig en del tid, men jeg prøver at finde tid til at dyrke fritidsinteresser, såsom musik, film, mad, vin og livsnyderi i det hele taget. Desuden er jeg lidt af en parat-viden-quiz-nørd og deltager med stor iver i café- og TV-quizzer, når lejligheden byder sig.

-----------------------

Forskningsrådet for Sundhed og Sygdoms begrundelse for tildeling af prisen

Niels Mailand er 34 år og uddannet biokemiker fra Københavns Universitet. Han har gennemført sin ph.d.-uddannelse ved Kræftens Bekæmpelse samt Københavns Universitet. Med publikationer i førende tidsskrifter som Science, Cell (begge som førsteforfatter) og Nature har Niels en imponerende publikationsliste. Han har modtaget flere priser for sin forskning, senest Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpris 2007 og Bioteknologiprisen for unge forskere 2007, og arbejder p.t. hos som seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse. Med sin hidtidige forskning har han bl.a. bidraget til forståelsen af cellers tidlige forsvar mod kræft. Rådet støtter Niels Mailand med penge over 4 år til drift samt aflønning af en laborant.

——————————

Yderligere oplysninger om projektet

Niels Mailand. 3525 7347 (arbejde), 2618 1913 (mobil); e-post:

Yderligere oplysninger om baggrunden for prisen

Formand for Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom, professor Lars Fugger. Telefon: +44 1865 762479, e-post:

Forskningsprojektets videnskabelige titel

Identification of novel ubiquitin signalling pathways in the DNA damage response and their relevance in genome instability diseases

Bevilling fra Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom

2.284.000 kr.

Ansættelsessted

Kræftens Bekæmpelse

Forskningsprojektet udføres på

Centre for Genotoxic Stress Research, Kræftens Bekæmpelse