Niels Jessen
Fedtvæv, fremtidigt mål for diabetes-forebyggelse? Effekter af fysisk træning og forebyggende medicinsk behandling
Niels Jessen, Arhus Universitetshospital, Århus Sygehus
Fagområde
Metabolisme og sukkersyge
Kort beskrivelse af projektet
Den hastigt stigende forekomst af fedme kombineret med en stadig mindre fysisk aktiv hverdag har vist sig at være en udfordring for vores helbred. For at forebygge og behandle sygdomme som type 2-sukkersyge, er det altafgørende, at vi øger vores forståelse af kroppens energiomsætning (metabolisme). I dette studium vil fedtvævets rolle som en regulator af kroppens metabolisme blive undersøgt. De enkelte fedtcellers cellulære respons til fysisk aktivitet vil blive afklaret ved at tage vævsprøver i forbindelse med træning. Responset vil blive sammenlignet med effekter af stimulering med medicin, som kan forebygge udviklingen af sukkersyge.
De forskningsmæssige udfordringer og perspektiver
I dette studium søger jeg at efterprøve enkeltresultater opnået ved studier af cellekulturer og dyremodeller i forsøg med mennesker. Dette medfører en række komplekse metodologiske udfordringer, når forsøgsteknikker skal appliceres til brug på mennesker. Brugen af forsøgspersoner introducerer en række komplicerede faktorer, som ellers er til at kontrollere i et ’normalt’ laboratorieforsøg. Dette kræver velovervejet planlægning og overblik over store mængder data.
Hvad er de langsigtede perspektiver?
Dette studium vil give os nye og vigtige informationer om mekanismerne, der regulerer kroppens energiomsætning. Yderligere indsigt i dette område er en nøgle til forståelse af, hvordan den øgede forekomst af type 2-sukkersyge og andre livsstilssygdomme kan forebygges.
Hvordan forholder projektet sig til områdets internationale udvikling?
Forskningsprojektet udspringer af et langvarigt samarbejde mellem laboratorier i Danmark og på Harvard Medical School i USA. Livsstilsrelaterede sygdomme er et internationalt problem, og projektets problemstilling er centralt i udviklingen på området.
Hvordan vil du anvende Det Frie Forskningsråds Ung Eliteforskerpris?
Pengene fra Ung Eliteforsker-prisen giver mig en frihed til at få det maksimale udbytte af de internationale samarbejder i projektet. Det bliver desuden muligt at hente viden fra møder baseret på en vurdering af det faglige udbytte frem for ensidig skelen til økonomi. Alt i alt er prisen en stor hjælp til optimering af arbejds- og læringsprocessen.
Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?
2 års arbejde i USA kombineret med mit arbejde i Danmark har givet mig interessen i at prøve at kombinere forskningsresultaterne, opnået ved molekylærbiologiske metoder, med de problemer, som vi står overfor i dagligdagen med patienterne.
Lidt om mennesket bag forskeren
Jeg bor i en lejlighed tæt på Aarhus Universitet sammen med min kæreste Eva, som er ergoterapeut på Århus Sygehus. Vi er glade for byen og bruger flittigt af de kulturelle tilbud, som her er. Jeg har altid sat pris på mit studiums internationale vinkel, og under min uddannelse har jeg arbejdet i flere forskellige lande – dels i landsbyer i omegnen af Calcutta i Indien, som praktikant på universitetshospitalet i Bangkok, Thailand, som Røde Kors frivillig i Uganda og senere som læge på et landsbyhospital ligeledes i Uganda.
——————————
Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom begrundelse for tildeling af prisen
Niels Jessen er 32 år og uddannet læge fra Aarhus Universitet. Han har gennemført sin ph.d.-uddannelse på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet samme sted. Niels har modtaget flere priser, bl.a. The Lundbeck Foundation’s Talent Prize og senest Bagger Sørensen Fondens talentpriser for yngre forskere. Med bl.a. 13 original-artikler og 7 oversigtsartikler bag sig har Niels en flot publikationsliste.
Rådet støtter Niels Jessen med 2 års løn og drift til post.doc.-ansættelse på Aarhus Universitetshospital, hvor han skal forske i sammenhængen mellem overvægt og type 2-sukkersyge.
——————————
Yderligere oplysninger om projektet
Niels Jessen. Telefon: +45 2859 6352; e-post:
Yderligere oplysninger om baggrunden for prisen
Formand for Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom, professor Lars Fugger. Telefon: +44 1865762479, e-post:
Forskningsprojektets videnskabelige titel
Adipose tissue, target for diabetes prevention. Effects of exercise and stimulation with metformin and thiazolidinediones
Bevilling fra Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom
1.676.001 kr.
Ansættelsessted
Medicinsk Forskningslaboratorium, Århus Sygehus
Forskningsprojektet udføres på
Medicinsk Forskningslaboratorium, Århus Sygehus og Joslin Diabetes Center





