Götz Nordbruch
Arabiske studerende i mellemkrigstidens Europa
Götz Nordbruch, Dansk Institut for Internationale Studier
Fagområde
Mellemøststudier
Kort beskrivelse af projektet
Et vigtigt aspekt af de moderne arabisk-europæiske relationer er de arabiske studerende i Europa i 1920’erne og 1930’erne. De studerende symboliserede de stadigt nærere intellektuelle og politiske relationer mellem de europæiske og de arabiske lande, og de var førstehåndsvidner til den kulturelle krise, der rystede grundpillerne i det intellektuelle liv i Europa. Mens den eksisterende forskning om mødet mellem den arabiske og europæiske verden næsten udelukkende fokuserer på den åbenlyse forskel mellem de to kulturer, arbejder dette studium med et andet perspektiv. I stedet for at lægge vægt på geografiske og kulturelle forskelle, vil jeg analysere de ideologiske refleksioner og den politiske aktivisme blandt de studerende, som giver et billede af de forandringsprocesser som begge regioner gennemgik i perioden. Netop de fælles samfundsmæssige udfordringer bliver understreget som baggrund for de studerendes handlinger. Med afsæt i den seneste mere teoretisk funderede debat vedrørende tilstanden af den transnationale og transkulturelle overførsel af idéer, stiller mit projekt spørgsmålstegn ved nogle generelle formodninger vedrørende udviklingen og konceptualiseringen af moderne arabiske ideologier og politiske kultur. Mit projekt forsøger også at udfordre den generelle antagelse om, at det moderne Europas tanker og institutioner skulle være blevet ’imiteret’ og ’importeret’ af den arabiske verden.
De forskningsmæssige udfordringer og perspektiver
Udfordringen bliver at rekonstruere de arabiske studerendes tanker og politiske visioner, som de blev artikuleret gennem 1920’erne og 1930’erne og ikke, som de blev gengivet i biografier og post-1945 arabisk nationalistisk historiografi. Det centrale spørgsmål er: Skelnede disse studerende mellem ’europæisk’ og ’arabisk’ tænkning, som værende væsensforskellig, eller udviklede denne distinktion sig gennem de efterfølgende årtier i en antikolonial kamp? Med andre ord: Hvordan opfattede de deres nationale identitet i relation til deres tanker om politik, samfund og religion?
Hvad er de langsigtede perspektiver?
Formålet er at stille spørgsmålstegn ved det almindelige billede af Europa og den arabiske verden som to separate enheder med to autentiske, kulturelle og intellektuelle traditioner. Gennem en fokusering på arabiske studerende i Europa er målet at se, hvordan de brugte konceptet ’nation’ og ’kultur’, og hvordan disse koncepter begyndte at ændre sig gennem de to efterfølgende årtier.
Hvordan forholder projektet sig til områdets internationale udvikling?
Projektet er relateret til to forskningsfelter: a) de arabisk-europæiske relationer i mandatperioden fra 1920 til 1946 og b) moderne arabisk tænkning og historieskrivning. Jeg har allerede adskillige kontakter til forskere, der arbejder med tilsvarende spørgsmål i USA, Danmark, Frankrig, Libanon og Israel. Mit mål er at styrke disse kontakter, evt. ved at organisere en workshop, der fokuserer på det arabisk-europæiske (kultur-)møde i det 20. århundrede.
Hvordan vil du anvende Det Frie Forskningsråds Ung Eliteforskerpris?
Prisen vil give mig en enestående chance for at indsamle en stor mængde materiale skrevet af disse studerende og for at placere disse kilder i en arabisk-europæisk, historiografisk kontekst. Ved at være tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier vil jeg i høj grad profitere af den igangværende forskning og debat på instituttet og jeg håber meget på, at dette vil hjælpe mig med at bidrage til det akademiske felt. Dertil kommer, at prisen vil gøre det muligt for mig at forberede to kurser, som jeg gerne vil undervise i på Københavns Universitet.
Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?
Helt tilfældigt. Som tysk rejsende i arabiske lande blev jeg ved adskillige lejligheder konfronteret med fordrejede forståelser og fortolkninger af den tyske historie, hvilket provokerede mig og vakte min interesse for, hvordan Europa og europæisk historie bliver opfattet på Middelhavets sydlige breder.
Lidt om mennesket bag forskeren
I øjeblikket arbejder jeg for ufuq.de, en lille sammenslutning i Berlin, som jeg co-finansierede i 2006. Sammenslutningen har til formål at forske i ungdomskultur og brugen af medier blandt unge muslimer i Tyskland. Det er et meget interessant arbejde, der hjælper mig til ikke at forsvinde helt i arkivariske kilder fra en svunden tid. Jeg ser frem til at lære mere om muslimske børn i Danmark!
_________________
Tildelt af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation
Forskningsrådets begrundelse for tildeling af prisen
Götz Nordbruch tildeles prisen som Ung Eliteforsker for sin højt kvalificerede forskning på internationalt plan i et centralt emne for moderne europæiske samfund. Hans projekt ’Modern Arab Political Thought and the Arab-European Encounter’ vil undersøge, hvordan arabiske intellektuelle under deres studier i Europa i 1920’erne og 1930’erne blev vidner til en kultur i krise, og hvordan det afgørende prægede den senere udvikling og begrebsliggørelse af moderne arabiske ideologier og politisk kultur.
Götz Nordbruch er uddannet på universiteter i Tyskland, Frankrig, Syrien, Libanon og Egypten og har forsket i opfattelsen af Holocaust og antisemitisme i den arabiske verden. Han har publiceret bredt om sit emne og forelæst om det ved konferencer ved flere universiteter i Vesteuropa og i Mellemøsten og Tyrkiet.
_____________________
Yderligere oplysninger om projektet
Götz Nordbruch. Telefon: +49 1754 120417; e-post:
Yderligere oplysninger om baggrunden for prisen
Formand for Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, professor Kirsten Drotner. Telefon 3544 6315; e-post:
Forskningsprojektets videnskabelige titel
Modern Arab Political Thought and the Arab-European Encounter. Political activism and production of knowledge among Arab students in interwar Europe
Bevilling fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation
1.545.000 kr.
Ansættelsessted
Ufuq.de, Berlin, Germany
Forskningsprojektet udføres på
Dansk Institut for Internationale Studier





