Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Sekundær menu

Anders Peter Hviid

Epidemiologiske studier af medicinsikkerhed under graviditeten og iblandt børn

ANDERS PETER HVIID

Anders Peter Hviid, Statens Serum Institut

Fagområde

Epidemiologi

Kort beskrivelse af projektet

Selvom medicin afprøves meget grundigt før godkendelse og markedsføring, er der dog en række begrænsninger i vores viden om disses virkninger. Dette gælder især for mulige sjældne bivirkninger eller bivirkninger, der optræder lang tid efter brug. Ydermere gælder det, at en del medicin ikke er testet i særligt udsatte grupper som gravide eller børn, selvom medicinen af forskellige årsager anvendes iblandt disse.

Formålet med min forskning er at studere medicinbivirkninger iblandt gravide og børn, efter at medicinen er introduceret og taget i brug i befolkningen. Dette gøres vha. de unikke danske registre, der igennem CPR-nummeret gør det muligt at koble medicinforbrugsoplysninger sammen med sygdomsoplysninger og derigennem vurdere en mulig sammenhæng. 

De forskningsmæssige udfordringer og perspektiver

Mine studier baserer sig på historiske registeroplysninger, der kan betragtes som allerede udførte naturlige ’eksperimenter’. Dvs. at jeg som forsker ikke har haft nogen indflydelse på selve udførelsen af ’eksperimentet’. En af de store udfordringer består dermed i at designe sit studie og analysere sine data på en sådan måde, at den sammenhæng, man observerer mellem medicin og bivirkning, med stor sikkerhed repræsenterer en reel sammenhæng.

Hvad er de langsigtede perspektiver?

Min forskning er med til at øge vores viden om bivirkningerne af medicin i befolkningsgrupper, hvor der er et åbenlyst behov for dette. En konsekvens af dette kan være, at medicin må trækkes tilbage eller at anvisningerne for brug må skærpes. Omvendt kan resultatet også være, at vi får aflivet nogle myter om skadelige virkninger af medicin, der har hindret brug og dermed gavnlige virkninger.

Hvordan forholder projektet sig til områdets internationale udvikling?

De forsknings muligheder, som de danske registre giver, er på verdensplan helt unikke, og der er meget få steder i verden, hvor studier af denne type kan udføres.

Hvordan vil du anvende Det Frie Forskningsråds Ung Eliteforskerpris?

Jeg er ved at danne en lille forskningsgruppe, og pengene er et velkomment bidrag til dette.

Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?

Jeg har før primært forsket i bivirkninger af børnevacciner, og mere generel forskning i bivirkninger af medicin er for mig en naturlig udvidelse af mine forskningsinteresser.

——————————

Forskningsrådet for Sundhed og Sygdoms begrundelse for tildeling af prisen

Anders Peter Hviid er 33 år gammel og uddannet statistiker fra Aalborg Universitet. Han forsvarer sin doktordisputats, som er indleveret til Københavns Universitet, i starten af 2008. Anders arbejder som seniorforsker ved Afdeling for Epidemiologisk Forskning på Statens Serum Institut. Han har allerede opnået international anerkendelse for sine betydningsfulde vaccinestudier, som er blevet publiceret i førende tidsskrifter.

Rådet støtter Anders Peter Hviid med 3 års løn og drift til post.doc.-ansættelse ved Statens Serum Institut, hvor han skal undersøge bivirkninger fra medicin hos gravide og børn, efter at medicinen er introduceret og taget i brug i befolkningen. Dette gøres ved hjælp af de unikke danske registre.

——————————

Yderligere oplysninger om projektet

Anders Peter Hviid. Telefon: 3268 3967, 3023 8904 (mobil); e-post:

Yderligere oplysninger om baggrunden for prisen

Formand for Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom, professor Lars Fugger. Telefon: +44 1865762479, e-post:

Forskningsprojektets videnskabelige titel

”Non-Intended Effects of Antibiotic Use in Childhood - A Nationwide Cohort Study” og “Safety of Therapeutic Drug Use in Pregnancy”.

Bevilling fra Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom

2.230.200 kr.

Ansættelsessted

Statens Serum Institut

Forskningsprojektet udføres på

Afdeling for Epidemiologisk Forskning, Statens Serum Institut