Robert Fenton
Forskningsadjunkt, postdoc.
Molekylærbiologiske og fysiologiske analyser af de mekanismer i nyren, der er ansvarlige for regulering af kroppens vand og saltbalance.

Forskningsadjunkt, postdoc.
Robert Fenton , 31år
Fagområde: Molekylær biologi / cellebiologi / fysiologi
Det Frie Forskningsråds Ung Eliteforskerpris
Tildelt af Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom (FSS)
Kroppens vandbalance er afgørende for alle pattedyr, der lever på land. Hos hovedparten af alle individer regulerer nyren omhyggeligt væske-homeostasen ved at genoptage (resorbere) vand og udskille overskydende vand efter behov.Hovedparten af denne vandtransport finder sted via specialiserede vandkanaler, aquaporiner. Aquaporin-2 (AQP2) er den vandkanal, der er ansvarlig for hovedparten af vand-resorptionen i nyren. Formålet med projektet er at fremme forståelsen af, hvordan AQP2 responderer på stimuli udefra og dermed regulerer vandreabsorptionen. Reguleringen af kroppens vandbalance er af stor betydning for vores sundhed – både fysiologisk og patofysiologisk. Er nyrens evne til at regulere vandbalancen forringet eller forøget, vil det give sig udslag i en række sygdomme. Det kan være lidelser, der medfører tab af kroppens vand (f.eks. litium-induceret nefrogen diabetes insipidus) eller ophobning af vand (f.eks. kongestiv hjerteinsufficiens, skrumpelever og hjerne-ødem).
Hvad er de forskningsmæssige udfordringer?
En central udfordring bliver at udarbejde et system, der er velegnet til at studere AQP2-transporten; andre studier har tidligere afprøvet flere forskellige systemer, men ingen af disse er ideelle. Til en anden type af udfordringer hører, at AQP2-transporten er reguleret på flere niveauer som f.eks. via flere hormoner, lokale mediatorer og via det cellulære maskineri, der flytter AQP2 til membranen. Hvis et af disse forhold forstyrres, vil en anden mekanisme typisk gå ind og kompensere. Dette er netop, hvad der i praksis sker i kroppen, men det gør det vanskeligt at undersøge en enkelt komponent ad gangen. Forskningsprojektet sigter mod at bruge flere forskellige metoder til at komme rundt om disse komplekse udfordringer.
Hvad er de langsigtede perspektiver?
Større viden om AQP2-transporten, de særlige signaltransduktions-veje og de proteiner, der er involverede i processen, vil på sigt kunne føre til en bedre behandling af en række livstruende sygdomme, der skyldes forstyrrelser i vandbalancen. Viden om de mekanismer, der ligger bag AQP2-transporten på det molekylære niveau, kan således få stor betydning for vores forståelse af principperne for den regulerede transport gennem andre kanaler samt de transportere, der er involveret i sygdomsprocesserne. Derudover vil en afklaring af den grundlæggende AQP2-transportregulering på et molekylært niveau kunne føre til en forøget satsning – både grundforskningsmæssigt, klinisk og industrielt – hen imod at udvikle nye akvaretiske stoffer til behandling af kongestiv hjerteinsufficiens, skrumpelever, hjerne-ødem og andre vandretentions-sygdomme. Det overordnede mål med disse studier er således en bedre behandling af livstruende forstyrrelser i vandbalancen.
Hvordan forholder projektet sig til områdets internationale udvikling?
Projektet ligger inden for et område med en stærk europæisk forskningstradition. Europa står således stærkt inden for forskning i hjerte-kar-området, nyrefunktionen, vandbalance-reguleringen og farmaceutisk intervention i vandbalance-lidelser – både når det drejer sig om grundforskning, klinisk forskning og industriel forskning. Forskningsområdet har både stor videnskabelig og klinisk betydning og et stort farmaceutisk/industrielt potentiale. Der er i dag adskillige forskningslaboratorier i verdensklasse, der arbejder med dette område. Resultaterne af den samlede forskning vil forhåbentlig i nær fremtid føre til væsentlige fremskridt i vores forståelse af en række vandbalance-lidelser.
Hvilke muligheder giver pengene fra DFF’s Ung Eliteforskerpris?
Pengene vil primært blive brugt til at dække min egen løn. Dette er vigtigt, da jeg dermed kan bruge næsten al min tid på forskningsprojektet og få frikøb fra andre opgaver på universitetet, herunder undervisning. For at være konkurrencedygtig internationalt må man som forsker arbejde på fuld tid. Det giver pengene fra rådet mig nu mulighed for. Da universitetet for øjeblikket ikke kan tilbyde en permanent stilling, gør midlerne desuden det muligt for mig at fortsætte min karriere og forskning i Danmark.
Lidt om mennesket bag forskeren
Jeg blev i maj 2006 gift i Irland, hvorfra min kone, Deirdre Cronin-Fenton, stammer. Hun er adjunkt på klinisk epidemiologisk afdeling på Aarhus Universitet. Jeg har en aktiv livsstil og nyder omgivelserne ved Århus – f.eks. kystlinjen og skovene, hvor jeg løber eller cykler. Jeg er en ivrig Manchester United-fan, så når det er muligt, tager jeg tilbage til Manchester for at se holdet spille.
Forskningsrådets begrundelse for tildelingen af prisen
Robert er 31 år og uddannet biokemiker i England. Han fik i en alder af kun 26 år sin ph.d.-grad i molekylær fysiologi fra Manchester. Efter ph.d.-graden har han i tre år været gæsteforsker ved NIH i USA i en stilling, der kun tilbydes den absolutte top af postdocs. Af anbefalingerne og cv’et fremgår, at Robert er en særdeles dygtig forsker, herunder som organisator i forbindelse med design og udførelse af eksperimenter og tillige som forskningsleder. Publikationslisten taler for sig selv med næsten tyve arbejder, hvoraf otte er som førsteforfatter. Ved Aarhus Universitets Vand og Salt Center skal Robert fortsætte i det laboratorium, han har opbygget med en gruppe bestående af en ph.d.-studerende, en forskningsassistent og en laborant.
Forskningen omfatter studier af aquaporin-2, en vandkanal i nyren der er vigtig for regulering af kroppens vandbalance ved hjælp af det antidiuretiske hormon. Der benyttes en nyudviklet metodik til at opnå indsigt i vandkanalens bevægelse mellem nyrecellens forskellige membransystemer under indflydelse af det antidiuretiske hormon, hvilket har stor betydning for vores forståelse af nedarvede og erhvervede sygdomme, der har med kroppens vandregulering at gøre.
Yderligere oplysninger om baggrunden for prisen
Formand for Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom, professor Lars Fugger.
Telefon: 8949 5312; E-mail:
Yderligere oplysninger om projektet
Robert A. Fenton. Telefon: 8942 3008 (arbejde), 2244 0233 (mobil);
E-mail:
Forskningsprojektets videnskabelige titel
Regulation of body water homeostasis by vasopressin regulated AQP2 trafficking
Bevilling fra Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom
2,3 mio kr.
Ansættelsessted
Vand og Salt Centret, Anatomisk institut, Aarhus Universitet
Forskningsprojektet udføres på
Vand og Salt Centret, Anatomisk institut, Aarhus Universitet




