Christian Adam Olsen
Forskningsadjunkt, M.Sc., ph.d.
Selvorganiserende nanostrukturer med potentiale som lægemidler

Forskningsadjunkt, M.Sc., ph.d.
Christian Adam Olsen, 32 år
Fagområde: Organisk kemisk syntese og medicinalkemi
Det Frie Forskningsråds Ung Eliteforskerpris tildelt af Forskningsrådet for Teknologi og Produktion (FTP)
Projektet bygger på en stor mængde data, som igennem de sidste ti år er blevet genereret i Professor Ghadiri’s forskergruppe på The Scripps Research Institute i USA. Vi ved i dag, at visse cykliske peptider spontant kan organisere sig selv i forskellige typer membraner. Således dannes kanaler i både syntetiske og biologiske membraner, hvilket har vist sig at kunne udnyttes til fremstilling af antibiotika. Mit bidrag til projektet vil først og fremmest indebære fremstilling af nye typer cykliske peptider. Disse vil så blive undersøgt med henblik på at afdække deres fysisk-kemiske og kemisk-biologiske egenskaber. Arbejdet indebærer dermed både fysisk-kemiske undersøgelser i forbindelse med dannelsen af supramolkylære nanotubes, men også undersøgelser af deres biologiske aktivitet. Kemien vil dog være det centrale element, der binder projektet sammen.
Hvad er de forskningsmæssige udfordringer?
Min baggrund er syntesekemiker, hvilket jeg vil forsøge at udnytte bedst muligt. En udfordring vil bl.a. blive at udvikle projektet, da der allerede i Ghadiri's laboratorie er produceret store mængder resultater omkring disse stoffer. Dernæst vil det blive en udfordring at lære nye ”state-of-the-art” teknikker inden for både fysisk kemi og kemisk biologi i forbindelse med undersøgelsen af de fremstillede kemiske stoffer.
Hvad er de langsigtede perspektiver?
På sigt er formålet at udvikle nye antibiotika, som dræber bakterierne på en anden måde end f.eks. penicillin. Lykkes det, vil man være i stand til at bekæmpe bakterier, som har udviklet resistens over for kendte lægemidler.
Hvordan forholder projektet sig til områdets internationale udvikling?
Det projekt, som jeg bliver en del af på Scripps, ligger helt i front inden for udviklingen af nye antibakterielle stoffer. Professor Ghadiri har da også startet et firma, som arbejder på at udnytte konceptet forretningsmæssigt.
Hvilke muligheder giver pengene fra DFF’s Ung Eliteforskerpris?
Pengene vil bl.a. give mig mulighed for at deltage i internationale konferencer, hvilket der ellers ikke ville have været midler til. Det er vigtigt – både for at samle inspiration, men også for at få feedback på sine egne resultater.
Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?
Jeg har altid haft en interesse for de naturvidenskabelige fag. Da jeg i niende klasse var i erhvervspraktik på Leo Pharma, fandt jeg ud af, at jeg skulle arbejde med udvikling af lægemidler.
Lidt om mennesket bag forskeren
Jeg bor sammen med min kæreste, som jeg skal giftes med, inden vi flytter til USA i forbindelse med nærværende projekt. Mine vigtigste fritidsinteresser er at rejse samt at følge med i Premier League. En af mine yndlingsferieformer snowboardture i Alperne.
Forskningsrådets begrundelse for tildelingen af prisen
Christian Adam Olsen er 32 år og er uddannet kemiingeniør fra DTU i 2000. I 2004 blev han ph.d ved Danmarks Farmaceutiske Universitet (DFU) og har siden været ansat på DFU som forskningsadjunkt.
I det projekt, som forskningsrådet har støttet, vil Christian Adam Olsen optimere og anvende peptide nanorør inden for udviklingen af nye lægemidler til blandt andet bekæmpelsen af antibiotika-resistente bakterier. Nanorørene dannes via selvorganisering, og projektet vil koncentrere sig om studier af selvorganiseringen samt nanorørenes biologiske aktivitet og selektivitet. Projektet er ambitiøst og nyskabende og foretages i samarbejde med det meget velansete forskningscenter ’Scripps’ i Californien.
Christian Adam Olsen har en imponerende publikationsliste og fremstår som en energisk, udadvendt, kreativ og særdeles lovende forsker. Chistian Adam Olesen har tidligere opnået en to-årig talentbevilling fra STVF. Christian Adam Olsen har selvstændigt formuleret og ledet dette projekt og har allerede opnået lovende resultater af stor interesse for den danske lægemiddelindustri. Desuden har han etableret kontakter til Dansk industri og til udenlandske forskningsinstitutioner og har flere gange formidlet sine resultater i populærvidenskabelige tidsskrifter.
Yderligere oplysninger om baggrunden for prisen
Formand for Forskningsrådet for Teknologi og Produktion, direktør Lars Lading.
Telefon: 7220 3362; E-mail:
Yderligere oplysninger om projektet
Christian Adam Olsen. Telefon: 2625 6414; E-mail:
Forskningsprojektets videnskabelige titel
Design, Synthesis and Chemical Biological Evaluation of Novel Self-assembling Peptide Nanotubes
Bevilling fra Forskningsrådet for Teknologi og Produktion
2,5 mio. kr.
Ansættelsessted
Institut for Medicinalkemi, Danmarks Farmaceutiske Universitet, København
Forskningsprojektet udføres ved
M. Reza Ghadiri Laboratory, The Scripps Research Institute, La Jolla, CA, USA




