Thomas Steen Hansen
Postdoc, kemiingeniør, 31 år
Fagområde
Nanoteknologi og biovidenskab.
Forskningsprojekt
Billige plastikchips til diagnosticering af tuberkulose i udviklingslande.
Kort beskrivelse af projektet
Tuberkulose er en alvorlig trussel mod sundheden i udviklingslandene. Udbredelsen skyldes til dels, at de test for tuberkulose, der er til rådighed i fattige lande, er upræcise og giver falske resultater. I vores projekt udvikler vi en ny test for tuberkulose, som er billig at producere, og som kan benyttes uden avanceret udstyr. Testudstyret er baseret på en ny type avanceret polymer, som kan lede elektricitet og samtidig binde molekyler med biologisk relevans. Man kan for eksempel binde biologiske antistoffer, som er kendetegnet ved, at de meget specifikt kan genkende et bestemt molekyle. Dermed kan man elektrisk måle om et tuberkuloserelateret molekyle, der passer til antistoffet, er til stede i en væske som for eksempel blod. Dette skal bruges i kombination med et nyt biologisk signalstof, som er identificeret af vores samarbejdspartnere på Hvidovre Hospital. Signalstoffet bliver udskilt af immunforsvaret hos tuberkulose-patienter. Målet er at lave en sensor, der skal kunne produceres billigt, give et sikkert testresultat og kun kræver udstyr, der er på en sundhedsklinik i et udviklingsland.
De forskningsmæssige udfordringer og perspektiver
Den største forskningsmæssige udfordring er at lave en overflade, som kun er selektiv for det relevante protein, og som er i stand til at afvise de mange andre komponenter, som findes i blod. Samtidig skal overfladen have en stabil elektrisk ledningsevne og være nem at mønstre. Dette alt sammen med tanke på, at det færdige apparat skal kunne produceres til en rimelig pris.
Hvad er de langsigtede perspektiver?
Hvis projektet bliver en succes, vil det ændre den måde, som man diagnosticerer tuberkulose og andre alvorlige sygdomme som for eksempel HIV på. Nem og præcis diagnosticering er essentiel for en hurtig og god behandling af en lang række alvorlige sygdomme i både industri- og udviklingslande.
Hvordan forholder projektet sig til områdets internationale udvikling?
Brugen af immuno-baserede assays til diagnosticering af kritiske sygdomme er et forskningsområde i rivende udvikling, og der er mange internationale forskningsgrupper, der beskæftiger sig med dette emne. Vi følger derfor udviklingen af den internationale forskning gennem deltagelse på konferencer og ved at holde øje med, hvad der bliver publiceret i fag-litteraturen.
Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?
Kombinationen af et spændende forskningsområde med gode faglige udfordringer og muligheden for at hjælpe mennesker i udviklingslandene gjorde, at jeg fandt projektet attraktivt og motiverende.
Hvilke muligheder giver pengene fra Ung Eliteforskerprisen dig?
Pengene fra Ung EliteForsker-prisen giver mulighed for at indkøbe ekstra proteiner og udstyr, som generelt vil lette arbejdet med forskningen og dermed chance for at opnå vores mål.
Lidt om mennesket bag forskeren
Jeg er gift og har en datter på 2 år. Forskningen og familien fylder en hel del i min tilværelse, men derudover bruger jeg en del tid på at sætte vores gamle hus i stand. Når tiden tillader det, spiller jeg floorball med nogle studiekammerater.
Fødested, gymnasium og bopælskommune
Født i Allerød, student fra Herlev Gymnasium og bopæl i Herlev Kommune.
Forskningsrådets begrundelse for tildeling af prisen
Thomas Steen Hansen fik sin ph.d.-grad fra Dansk Polymer Center på Danmarks Tekniske Universitet i 2008. Han har siden 2007 været ansat på DTU-Risø/DTU-Nanotech, hvor han arbejder med udvikling af polymerer til cancer-terapi. Thomas har i sin ph.d.-studietid været på forskningsophold i Melbourne, Australien. Han er flittigt publicerende og har fem tidsskriftartikler som førsteforfatter – alle inden for polymerområdet.
Det bevilgede postdoc project går ud på at lave en billig og pålidelig testmetode til at påvise tuberkulose, som stadig er en alvorlig trussel mod folkesundheden i flere udviklingslande, og den er også begyndt at brede sig igen i Rusland og Ukraine. Udbredelsen skyldes til dels, at de test for tuberkulose, der er til rådighed i fattige lande, er upræcise og giver falske resultater, og at antallet af lægemiddelresistente tuberkulosestammer øges. Læger på Hvidovre Hospital har fundet et nyt biologisk signalstof, som udskilles af immunsystemet, når patienten har tuberkulose. Projektet vil udvikle en polymer-sensor, som er følsom for netop det identificerede signalstof. Metoden er generisk og vil kunne bruges ved andre sygdomme, hvor antistoffer benyttes til sygdomsgenkendelse, heriblandt HIV.
Rådet har på den baggrund valgt at indstille Thomas Steen Hansen som modtager af Det Frie Forskningsråds pris som Ung Eliteforsker 2009.
Yderligere oplysninger om projektet
Thomas Steen Hansen. Telefon: 3213 5726, 4056 0597 (mobil); e-mail: .
Yderligere oplysninger om baggrunden for prisen
Formand for Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion, forskningsprofessor Henrik Callesen. Telefon: 8999 1261; e-mail: .
Forskningsprojektets videnskabelige titel
Low cost polymer device for tuberculosis diagnostics using electrical readout
Bevilling fra Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion
2.476.800 kr.
Ansættelsessted
Danmarks Tekniske Universitet, Institut for Mikro- og Nanoteknologi
Forskningsprojektet udføres på
Danmarks Tekniske Universitet, Institut for Mikro- og Nanoteknologi




